Find vej: Forside » Artikler » YouGov: Zikavirus skræmmer danske rejsende

YouGov: Zikavirus skræmmer danske rejsende

Lagt på antikguide.dk den 02-03-2016 af Automaster


Hver anden dansker fravælger en rejse med risiko for zikavirus, viser ny undersøgelse. Stadig flere rejser lige nu til Sydeuropa og Nordafrika frem for Syd- og Mellemamerika, fortæller Skov Rejser.Eksotiske lande som Brasilien, Ecuador, Bolivia og Mexico, hvor zikavirussen i øjeblikket hærger, har mistet en betydelig del af deres tiltrækningskraft på rejselystne danskere.

Risiko for zikavirus får i meget høj” eller ”høj grad” hver anden dansker til at fravælge en given rejsedestination. Det vil altså sige hovedparten af de syd- og mellemamerikanske lande, som indtil videre ikke kan komme den myggebårne virus til livs.

Det fremgår af en repræsentativ undersøgelse fra YouGov blandt 1.004 danskere.

Zikavirus smitter af på rejseordrer
Frygten for at blive smittet med zikavirussen, smitter nu af på danskernes rejsebestillinger. Stadig flere danskere vælger nemlig i stedet sikre’ rejser, forklarer man hos Skov Rejser.

Sygdommen hærger i 25 lande i Syd- og Mellemamerika og kan have alvorlige følger for bl.a. gravide. De mange sygdomshistorier og ubehagelige billeder skræmmer os. Det betyder, at folk, der ellers skulle have været en tur til f.eks. Brasilien og Mexico i stedet rejser til mere traditionelle rejsemål i Sydeuropa og Nordafrika. Her oplever vi en øget interesse. Danskerne tør ikke løbe risikoen for at blive syge på ferien, de vil føle sig trygge. Og det er jo sund fornuft,” siger Henrik Skov, stifter og partner hos Skov Rejser, der formidler charterrejser gennem tyske rejsearrangører over Hamborg Lufthavn.

Ifølge undersøgelsen er det kun truslen om terror, der får flere til at booke et nyt rejsemål.

Tal med dit rejsebureau før afgang
Ønsker man at rejse afsted til et område med risiko for terror eller sygdom, anbefaler vi altid, at man orienterer sig grundigt forinden og evt. får en klar risikovurdering fra sit rejsebureau. Og så skal man altid undersøge sine sygdoms- og afbudsforsikringer,” siger Henrik Skov.

Fakta: Disse risici får i høj eller meget høj grad danskerne til at fravælge en rejsedestination
1. Truslen om terror: 54 procent
2. Zikavirus: 49 procent
3. Politisk uro: 45 procent
4. Naturkatastrofer: 25 procent
Kilde: YouGov / Skov Rejser

Fakta: I disse lande er zikavirussen konstateret
Barbados, Brasilien, Bolivia, Kap Verde, Colombia, Ecuador, El Salvador, Fijiøerne, Fransk Guyana, Guadeloupe, Guyana, Guatemala, Haiti, Honduras, Maldiverne, Martinique, Mexico, Ny Kaledonien, Panama, Paraguay, Puerto Rico, Saint Martin, Samoa, Solomon Øerne og Surinam.
Kilde: Skov Rejser

Billedtekst:
Ønsker man at rejse afsted til et område med risiko for terror eller sygdom, bør man orienterer sig grundigt forinden og evt. får en klar risikovurdering fra sit rejsebureau